Thursday, September 03, 2009
Tuesday, June 09, 2009
Monday, June 08, 2009
Omorganisering
Den kommer pludseligt, uventet, - og oftest når man har allermindst tid til det. begynder tit med en snigende, nagende fornemmelse af at noget ikke er helt som det skal være, måske er der noget man har overset, noget som hidtil virkede uden betydning, men som nu træder tydeligere frem og kræver at man tager det alvorligt.
Til at begynde med kan det ofte ignoreres. Man fortsætter med sit liv som hidtil, mærker måske lidt spændinger eller humørsvingninger i baggrunden, uden at det er noget man kan sætte fingeren på - og ofte uden at man egenlig lægger mærke til det. Måske er der en rastløshed, der gør at man fylder sit liv med aktiviteter mere end hidtil.
Hvis det lykkes at undertrykke fornemmelserne længe nok ender de ofte med at forsvinde af sig selv.
Hvis man begynder at lytte til dem går det galt. Pludselig ser verden ikke ud som man troede den gjorde, alting har pludselig en anden kant, en anden indfaldsvinkel. Den nagende fornemmelse, intuitionen, bliver pludselig til en slags sikker viden og det er ikke muligt at komme tilbage til den man var, før man tog fornemmelsen alvorligt.
Man kommer i en fase hvor alting skal genovervejes, hvor man er nødt til at gennemtænke den måde man plejer at gøre tingene på og inkludere den nye viden, den der startede med en vag fornemmelse men som nu pludselig er blevet en sandhed.
Man er i forandringen, omorganiseringen, og der er ingen vej tilbage. Fasen er skræmmende og den koster tid og energi og man ved ikke hvordan verden ser ud på den anden side, men at der kun er een vej igennem.
Som regel kommer forandringsfasen på det allermest upassende tidspunkt. Som hos mig, hvor drømmene de sidste par måneder - om at skulle være et bestemt sted til en bestemt tid men ikke kunne bevæge mig fremad - åbenbart ikke var nok til at gøre opmærksom på at jeg var på vej i den forkerte retning. Først da jeg absolut ikke var istand til at sidde med hovedet i en studiebog længere (her, en uge før eksamen) - var jeg nødt til at tage fornemmelsen alvorligt, lægge bøgerne på hylden og erkende at jeg ikke har holdt en sammenhængende uge fri siden begyndelsen af september.
Min verden vælter sammen om ørene på mig og det eneste jeg ved er at jeg foreløbig ikke skal sidde med hovedet i en bog igen. Og at min tilgang til livet er ved at forandre sig drastisk. Jeg kan ikke gøre andet nu end at være åben og modtagelig for signalerne - og sætte mig at vente på omorganiseringen af synapserne i min hjerne.
Til at begynde med kan det ofte ignoreres. Man fortsætter med sit liv som hidtil, mærker måske lidt spændinger eller humørsvingninger i baggrunden, uden at det er noget man kan sætte fingeren på - og ofte uden at man egenlig lægger mærke til det. Måske er der en rastløshed, der gør at man fylder sit liv med aktiviteter mere end hidtil.
Hvis det lykkes at undertrykke fornemmelserne længe nok ender de ofte med at forsvinde af sig selv.
Hvis man begynder at lytte til dem går det galt. Pludselig ser verden ikke ud som man troede den gjorde, alting har pludselig en anden kant, en anden indfaldsvinkel. Den nagende fornemmelse, intuitionen, bliver pludselig til en slags sikker viden og det er ikke muligt at komme tilbage til den man var, før man tog fornemmelsen alvorligt.
Man kommer i en fase hvor alting skal genovervejes, hvor man er nødt til at gennemtænke den måde man plejer at gøre tingene på og inkludere den nye viden, den der startede med en vag fornemmelse men som nu pludselig er blevet en sandhed.
Man er i forandringen, omorganiseringen, og der er ingen vej tilbage. Fasen er skræmmende og den koster tid og energi og man ved ikke hvordan verden ser ud på den anden side, men at der kun er een vej igennem.
Som regel kommer forandringsfasen på det allermest upassende tidspunkt. Som hos mig, hvor drømmene de sidste par måneder - om at skulle være et bestemt sted til en bestemt tid men ikke kunne bevæge mig fremad - åbenbart ikke var nok til at gøre opmærksom på at jeg var på vej i den forkerte retning. Først da jeg absolut ikke var istand til at sidde med hovedet i en studiebog længere (her, en uge før eksamen) - var jeg nødt til at tage fornemmelsen alvorligt, lægge bøgerne på hylden og erkende at jeg ikke har holdt en sammenhængende uge fri siden begyndelsen af september.
Min verden vælter sammen om ørene på mig og det eneste jeg ved er at jeg foreløbig ikke skal sidde med hovedet i en bog igen. Og at min tilgang til livet er ved at forandre sig drastisk. Jeg kan ikke gøre andet nu end at være åben og modtagelig for signalerne - og sætte mig at vente på omorganiseringen af synapserne i min hjerne.
Subscribe to:
Posts (Atom)
